Mandag den 2. marts kl. 19 skal ideen om et energifællesskab på Jungshoved for alvor tryk-prøves, når klimaudvalget indkalder til borgermøde  i Egnshuset Jungshoved Skole.

Forhåbentligvis har de fleste af jer via E-boks fået tilsendt en letlæst pjece om det lidt svære begreb, et energifællesskab, samt et skema, hvor man kan tilmelde sig som interesseret i at bakke op om ideen og det videre arbejde. 

På mødet vil vi redegøre for det, som klimaudvalget og vores rådgiver har fundet ud af indtil nu, og så vil gerne have din/jeres opbakning til at gå videre med arbejdet. Uden solid opbakning fra jer giver et energifællesskab nemlig ingen mening! 

Alle med egen elmåler kan være med: sommerhus-ejere, lejere, boligejere og  virksomheder, og ud over lidt billigere, grøn strøm får man glæden ved at være med til at fremme den grønne omstilling af vores energisystem. 

Så hvis du vil støtte op om ideen om at eje og dele den grønne strøm i fællesskab med andre beboere på Jungshoved, kan du enten komme til mødet eller udfylde skemaet fra E-boks eller på vores hjemmeside her: www.jungshovedenergi.dk. 

På hjemmesiden kan du også finde pjecen, hvis du ikke har fået den: https://jungshovedenergi.dk/index.php/2026/02/20/pjece-borgermoede-20-02-2026/

Vel mødt mandag den 2. marts kl. 19.00 i Egnshuset Jungshoved Skole! 

Lokalforums Klimaudvalg