Egnshuset Jungshoved Skole var fyldt til sidste stol, da Jungshoved Lokalforum mandag den 27. oktober afholdt vælgermøde for at diskutere trafik, ældrepleje, borgerbudgetter og natur – kompetent styret af  journalist Elisabet Svane.

De ni kandidater gav alle bred opbakning til borgerbudgetterne. Flere – bl.a. fra Radikale Venstre, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – roste den lokale model på Jungshoved som et forbillede for resten af kommunen. Mange pegede på, at ordningen både styrker fællesskab og giver mere handlekraft til lokalsamfundene. 

Vedrørende trafikken på især Jungshoved har en ny, lokal undersøgelse vist, at mange borgere føler sig utrygge i trafikken, og der blev talt om lavere hastigheder, 2-minus-1 veje, bedre klipning af rabatter og – hvis midlerne kan findes – flere cykelstier. Enkelte politikere opfordrede også borgerne til selv at tage ansvar for adfærden på vejene.

De fleste kandidater (A, B, C, F, I, V og Ø) betonede deres vilje til dialog med lokalområdet om tiltag til tryggere trafik, og flere (A, C, I) opfordrede til også at søge eksterne midler til formålet, f.eks.  begrundet i biosfære- og turismeformål. Der var bred enighed om det ønskelige i at få flere bløde trafikanter ud på vejene, også af sundhedshensyn.


Ældre-reformen var deltagerne langt fra enige om. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremhævede behovet for tillid, faste teams og bedre arbejdsvilkår i hjemmeplejen, mens andre – som Venstre og Liberal Alliance – betonede frihed til lokale løsninger og private initiativer. Fælles var ønsket om mere nærvær og værdighed i ældreplejen. 

En borger fra Roneklint spurgte til kystsikring og muligheden for at få støtte fra kommunen til et nyt dige. Politikerne anerkendte udfordringerne efter stormfloden i 2023, men kommunen må ikke støtte et privat digebyggeri. Borgmester Mikael Smed (A) oplyste dog, at der er mulighed for at låne penge til digebyggeri mod at kommunen får pant i sommerhusene. Samtidig er der nu for første gang kommer statslige midler til private kystsikringsprojekter, som det vil være oplagte at ansøge om for Roneklint-husejerne.

Et spørgsmål fra salen handlede om Egnshuset Jungshoved Skoles fremtid. Lise Jacobsen fra skolens styregruppe ville vide, om partierne vil være med til at sikre, at Egnshuset kan fortsætte på sine nuværende vilkår, hvor kommunen betaler for lys, vand og varme.

Samtlige partier udtrykte opbakning til huset som et samlingspunkt for frivillige og foreninger også i fremtiden. SF’s Marie Lenstrup sagde meget direkte, at man ikke skulle være nervøs for fremtiden i et hus, der bliver brugt så meget:  – Hver krone til frivillige giver værdi for ti, sagde hun. 

Der blev også spurgt til, hvordan kommunen vil støtte etablering af drikkevandsparker omkring vandværkernes drikkevandsboringerne. 

-I vores budgetaftale har vi allerede vedtaget, at vi vil arbejde med grundvandsparker, påpegede Venstres Peter Ole Sørensen.