Hvornår:
15. april 2018 kl. 10:00 – 14:00
2018-04-15T10:00:00+02:00
2018-04-15T14:00:00+02:00
Hvor:
Egnshuset Jungshoved skole
Jungshovedvej 46

Velkommen til pop-up frøbyttedag og foredrag om vilde bier,- læs mere her:

“Naturens dage på Jungshoved”

Søndag den 15. april 2018 åbner vi dørene på JUNGSHOVED SKOLE for :

Den første temadag NATURENS DAGE PÅ JUNGSHOVED,med foredrag om de vilde bier og frøbyttemarked.

Temadagene er arrangeret af Miljøudvalget under Jungshoved Lokalråd, som gerne vil inspirere borgere, haveejere, grundejere og landmænd til at gøre deres bedste for at passe på naturen og de arter der lever side om side med os.

Den første temadag har focus på De vilde bier, og på frø. Det handler om bestøvning, om forening, befrugtning, og mangfoldighed.

De vilde bestøvere, og især de mange biarter, er nemlig med til at sikre mang­foldigheden af vores blomstrende flora, og samtidig bidrager de til opret­holdelsen af vel­fungerende øko­systemer. Dette skal vi sikre, også vil gælde fremover.

Rapporter fra hele verden viser, at de vilde bier er i kraftig tilbagegang. Også i Danmark er humlebier og andre vilde bier under stærkt pres. Der er mangel på sprøjtefrie miljøer, mangel på føde samt mangel på redepladser og overvintrings­­steder.

Med denne Temadag vil vi gerne hjælpe de vilde bier på Jungshoved, og fremme vores fællesskab som haveejere og naturvenner. Derfor har vi inviteret Willy Retvig fra foreningen Vilde Bier i Danmark til at komme og holde et foredrag, så vi kan blive klogere på hvad vi kan gøre sammen, og hver for sig.

En FRØ POP-UP er et midlertidligt frøbyttemarked, hvor alle kan komme og bytte eller få frø med hjem til egen dyrkning. Frø er det første led i fødekæden. sunde frø er forudsætningen for sunde planter og dermed god mad. Og for de vilde bier er mangfoldighed en livsnødvendighed.

De frø vi bruger, bevarer og udvikler har stor betydning for klodens økologiske system, biodiversitet og fødevaresikkerhed: God mad begynder med gode frø! Med frøbytte deler vi viden om dyrkning og sikrer fremtidens mad. Ved at bytte frø med din nabo, i dit lokalsamfund, udbredes kendskabet til frø og havedyrkning. Erfaringer som du har gjort i haven deles.

Frø skal dyrkes, for at tilpasse sig klimaet fordi en plante forandrer sig hele tiden og tilpasser sig omgivelserne. Ved at dyrke frø lokalt, tilpasses frøenes egenskaber til jord og klima – de bliver robuste og bærekraftige.

Alle er velkomne til denne Temadag, også dem der for første gang slår et sving ud omkring Jungshoved. Har du selv samlet frø som du vil dele ud af, skal du bare møde op med frøene, alle slags frø er velkomne, men vi leder særligt efter vilde blomstrende frøarter. På FrøPopUp kan du selv tage de frø med hjem du gerne vil så.

Foredrag, kaffe/te og kage 50 kr. 

På snarligt gensyn

Jungshoved Lokalråd – Miljøudvalg

 ved Ninna Nygaard