TAG EN TUR OVER BØGESTRØMMEN

 

Postbåden ”Røret” sejler igen i år. ”Røret” har nu mulighed for at sejle med alle, både medlemmer og turister og sejler to gange om ugen mellem Nyord og Jungshoved i juli og august måned. Du kan oven i købet få din cykel med.

Lokalforums udvalg vedrørende vandreture/stier, turisme og bosætning samt menighedsrådet har igen i år haft et godt samarbejde med Rørets Venner og Nyord Lokalhistoriske forening, hvilket der er kommet en lille arbejdsgruppe ud af.

Sidste sommer benyttede mange sig af tilbuddet om en dejlig sejltur over Bøgestrømmen til vores genboer på Nyord. Vi vil gerne have mange flere passagerer med ”Røret” begge veje og har derfor  fremstillet en plakat med smukke akvareller af Lene Christensen og to foldere, som beskriver, hvad man kan få en dag på Jungshoved eller Nyord til at gå med, – enten til fods eller på cykel. Har man for lidt tid, kan man sagtens tage et par overnatninger, der er gode muligheder begge steder.

Da vi skulle lave teksten til ”vores” folder om Jungshoved, blev vi glædeligt overraskede over, hvor mange muligheder, der er. Her blot nogle eksempler: Besøg kirken, tag en picnic på slotsbanken, drik kaffen i Jungshoved Præstegård, tag på en travetur, besøg Stavreby havn, spis madpakker eller grill dine pølser på den medbragte engangsgrill ved gadekæret i Stavreby eller Stenstrup, tag cyklen til teaterparken H.C.Andersens Verden i  Skovhuse, eller kør hele panoramacykelruten ”Eventyrlig idyl” og oplev transformatortårnene, lodshuset, der tidligere husede lodser fra Nyord, Svend Gønges hule,  Naturområdet på Sydgården, Batteriet på Roneklint med mulighed for en dukkert, købstaden Præstø og meget mere. Vi håber, at rigtig mange fra Nyord og Møn får lyst til en tur til vores halvø. Måske får de øje på Jungshoved som et sted, man kunne bosætte sig.

På Nyord og Møn har de ligeledes en række gode tilbud. Landsbyromantik i byen Nyord, små butikker, galleri, kro, lodsudkik ”Møllestangen” med Danmarks mindste museum, naturcenter Hyldevang med legeplads, shelter og bålplads, fugletårn, 8 kantet kirke og stier, der indbyder til en travetur. På cykel kan man nå en dukkert ved den dejlige sandstrand i Ulvshale eller en frokost i købstaden Stege.

Man kan læse meget mere i de to foldere. Vi håber, folderne og plakaten vil give inspiration til at ”Tage en tur over Bøgestrømmen”. Se sejltider i nedenstående sejlplan.

Sejlturen med Røret kan kombineres med en tur med delebussen Frøen, se mere nedenfor.

Venlig hilsen Tur- og naturudvalget, Jungshoved Lokalforum

Hent folderne her:

Røret sejler nu til og fra Jungshoved Kirkehavn og Stavreby Havn

2021 Rør-plakat2021

Roerets-fartplan-2021 (1)

Rørfolder Jungshoved 2020 (3)

Rørfolder Nyord 2018 (1)

Opslag frø og Røret 2019