Jungshoved – et sving ud i naturen.
Halvøen Jungshoved byder på en flot natur og aktive lokalsamfund.
Naturen er varieret, agerland, moser, søer, bække, skove, strande, strandenge, nor, klinter, levende hegn, overdrev, gadekær og små landsbyer.
I Roneklint er der sandstrand, klinter, Batteriet fra krigen mod Englænderne, Naturrum Præstø Fjords naturpost i det gamle fyr, en fantastisk udsigt, et rigt fugleliv, Bøndernes Egehoved, kajakudlejningssted, skoven St. Hestehave, et mindre sommerhusområde og en idyllisk landsby med gårde og landhuse.
I Bønsvig er der et fint gadekær, et gammel transformatortårn, en hyggelig landsby, Bønsvighoved skov med Svend Gønges hule (gravhøj) og et gammelt lodshus, et stort sommerhusområde, strandenge og badebroer og smukke udsigter.
I Bøged er der en landingsplads ved det tidligere traktørsted, som blev benyttet af passagerer med damperen fra København til Stege, bl.a. H.C. Andersen ankom her, når han skulle besøge Nysø, der er utallige store rhododendron buske i skovbrynet, et smukt syn i begyndelsen af juni måned, her er et indre sommerhusområde og Bøgestrømskolen, som tidligere var observationsskole ejet af Gladsaxe kommune. I dag boliger. Her er smuk udsigt til Degnholm, Nyord og Møn.
I Stavreby er der en hyggelig lille havn, en lang og idyllisk landsbygade, et fint gadekær, gamle tørvemoser, et stort landbrug med svinehold, gallerier, Jungshoved Præstegård (Bed and breakfast og selskabslokaler), Spisestedet Muldiverset , smukke udsigter til Jungshoved kirke med slotsbanke.
I Stenstrup er der en rytterskole fra 1721, en gammel smedie og et gadekær med fint grønt område. Landsbyen består af huse og gårde og er placeret med gadekæret i centrum. Stenstrup har også sit eget fine gamle runde vandtårn. Byen ligger i læ af en bakke, Jungshoveds højeste punkt, 18 meter o.havet. I Smidstrup er der ligeledes gårde og huse, gadekær ved den tidligere smedje, en smuk eng langs vasebækken, Ræveholms mose og en eng med orkideer, majgøgeurter.
Ambæk er endnu en af halvøens små landsbyer med med store gårde og mindre huse. På Skovhusevej finder man den enestående teaterpark ”H.C. Andersens Verden”. Her er teateroplevelser og spændende aktiviteter om sommeren.
I Jungshoved By er skolen centrum for en række forskellige aktiviteter. Her er også mulighed for overnatning. Byen er den yngste på halvøen, opstået omkring en mølle og brugs. Her var tidligere mange forretninger som f.x slagter, bager, trikotage, cykelsmed m.fl. Her finder man Jungshoved Folkepark og Landsbyhaven bag bygningen, der tidligere husede halvøens Brugs. Tæt ved byen ligger halvøens forsamlingshus som nabo til det tidligere mejeri. På markerne omkring og over byen ses hele året mange forskellige fugle, fx havørne, glenter, musvåger, rørhøge, spurvehøge, falke, måger, viber, krager, traner, stære, spætter m.fl. , i vinterperioden ses kæmpe flokke af gæs.
Velkommen til- læs mere om byerne i menuen.