Nu sætter slutspurten ind, hvis man har en idé til en aktivitet eller et projekt på Jungshoved, som man gerne vil søge om penge til. 

Fredag den 25.4. er absolut sidste chance for indlevere en idé, og den skal skrives ind i et skema med budget og ansvarlige personer for at komme i betragtning. (Se link nedenfor.) 

Men allerede nu er der som nævnt indleveret 19 Jungshoved-borgerprojekter, som spænder fra forslag om en Jungshoved Sangbog og en Eventyr familiedag over en ny scene i forsamlingshuset og et trægulv under mastesejlet i Folkeparken til en mindesøjle for stormfloden i 2023 og opsætning af telefontråde til svalerne ved transformatortårnene. 

Jørgen B. Svendsen, næstformand for Lokalforum, der indsamler og styrer processen omkring borgerbudgettet, er meget glad for de mange forslag og for den store mangfoldighed, som forslagene afspejler:

– Processen omkring borgerbudgettet har kaldt mange spændende ideer frem, som vi aldrig havde hørt om før, siger han.

Borgerbudgettet til Jungshoved lyder på i alt 250.000 kroner, der helst skal bruges indeværende år, og hvilke projekter, der skal have pengene, afgøres ved en afstemning på et borgermøde torsdag den 1. maj kl. 19 i Egnshuset. 

Så mød op og giv din mening til kende! 

Læs mere om Borgerbudgetter her: https://jungshoved.net/borgerbudget-2025/

Her findes skema til ansøgning.

Liste over de indsendte projekter: Ide-liste Borgerbudget 2025-04-26