Med 70 fremmødte deltagere – heriblandt 10 kommunalpolitikere – var der 9/9-2024 linet op til et livligt dialog/borger-møde i gymnastiksalen på Egnshuset om perspektiverne i at deles om el fra sol og vind i et lokalt energifællesskab.
Gik du glip af mødet, eller vil du vide mere? Så kan du:
– læse hele referatet og de 2 gæsteindlæg nederst på denne side
– melde dig til mailingliste om Energifællesskaber på Jungshoved ved at sende en mail med teksten Energi ja tak til jungshoved.lokalforum@gmail.com og oplyse navn og adresse
På Sydstevns har man netop etableret sådan et energifællesskab, Sydstevns Energifællesskab a.m.b.a, og dén proces fortalte daglig leder Sten Mortensen om. Han fortalte både om udfordringer og om succes’er, for det ER et stort projekt at få sådan et energifællesskab op at stå, men i Sydstevns Energifællesskab regner med at kunne begynde at dele grøn strøm mellem andelshaverne på forsøgsbasis allerede fra oktober måned.
Rådgiver og civilingeniør Ulrik Jørgensen gav et overblik over mulighederne for grøn elproduktion og -forbrug på Jungshoved. På opfordring lavede han en meget foreløbig beregning af, at vi har brug for én større vindmølle på 2 MW samt solceller, der fylder cirka 7.500 kvadratmeter, hvilket svarer til mellem 6 og 7 parcelhusgrunde, for at kunne forsyne os selv her på Jungshoved.
De fremmødte politikerne var generelt meget positive overfor ideen om at etablere et lokalt energiselskab, og flere af dem udtrykte også støtte til ideen om at omstille Egnshusets varmesystem fra olie til el.
Efter mødet havde knap 20 personer skrevet sig på en liste som interesserede i at følge det videre arbejde med et lokalt Energifællesskab.
Fakta:
I et lokalt energifællesskab ejer og driver områdets beboere vindmøller og solceller og forbruger deres egen strøm til varmepumper, transport (elbiler) og til almindeligt elforbrug.
Som medejere sikres borgerne grøn el til en fast, lav pris – og eksisterende produktionsanlæg kan indgå i fællesskabets pulje af grøn produktionskapacitet.
Det fulde referat af mødet ses her: